Ring til Avis Tryk

Vigtig information om PDF-filer,
upload af og godkendelse

Når du skal have trykt en opgave hos os, skal du aflevere nogle PDF-filer på vores ftp-server. Filerne skal være fremstillet efter vores anvisninger.

I download-feltet til højre finder du en guide til tabloid formatet, en InDesign template og PDF-eksport indstillinger til henholdsvis standard tabloid og til en trykopgave der skal trimmes/beskæres. Efter download dobbeltklikkes blot på ikonet, og installation i Adobe-programmerne sker automatisk. Endvidere skal icc-profilen “isonewspaper26v4.icc” downloades og installeres (mac HD/Library/Colorsync/profiles, pc: højreklik og vælg “Installér profil”). Anvendelse af profilen er afgørende for den optimale farvegengivelse på tryk.

Når dit InDesign-dokument er klar til PDF-fremstilling, så vælg Avis-Tryk's eksportprofil fra dropdown-menuen.

I avisrotation vil pasning mellem farverne/falsningen altid variere en anelse gennem et oplag. Derfor skal layoutet udformes, så det i videst muligt omfang tager højde for trykprocessen. F.eks. skærpet opmærksomhed ved placering af pagina i forhold til eventuel beskæring, valg af font og størrelse til en negativ tekst (min. 8 pkt.), billefarvedefinitioner på objekter, tekst- og billedfelter på "falske opslag" osv.

Filerne uploades til vores prepress-afdeling via vores ftp-server, hvortil du skal bruge en "ftp-client". Nærmere oplysninger kan fås ved at kontakte prepress-afd. - helst i god tid før deadline.

Efter upload klargører vi filerne til godkendelse på vores Webcenter - info herom tildeles sammen med ftp-oplysninger. Formålet med denne godkendelse er udelukkende at få din godkendelse på at vores system har fortolket dine filer efter hensigten. Det må ikke forveksles med en korrektur - det sker hos dig. Med henblik på kortest mulige produktionstid, fremstilles trykpladerne parallelt med godkendelse af siderne.
 
Det kan være en idé, at teste flowet og nogle repræsentative sider i god tid inden produktion.Vi hjælper dig gerne på vej, så kontakt prepress-afd. for support.

 

Prepress-afd.:

+ 45 2346 6036
avistrykprepress@pol.dk

 

Avis-Tryk A/S | Sortevej 40, DK-8543 Hornslet  | Tlf.: +45 8785 7200 | avis.tryk@pol.dk